Over to lørdage, den 6. og 20. november, mødtes 12 klubmedlemmer på Byskolen til Henrik Schurmanns inspirerende Lightroom kursus.
Kurset var forsøgt afholdt to gange henover 2020, men måttes hver gang aflyses pga. Corona nedlukning.
Henrik og Kira har havde adskillige mailkorrespondancer om arrangementet.
“Hvordan importerer man billeder i Lightroom;
hvordan oprettes biblioteker; hvordan gemmer og refererer Lightroom til billeder;
hvordan finder jeg gamle billeder…”
Spørgsmålene fløj rundt i lokalet, da vi startede den første lørdag.
”Det kommer vi til”, svarede Henrik Schurmann;
”Jeg har lavet et program”.
Henrik begyndte at ane hvilket spørgelystent og interesseret hold fotografer, han havde givet sig i kast med.
Henrik viste på den store skærm, vi ledte og svedte over vores lap top skærme – ”hvor er det”, ”hvordan gjorde du det”. ”Nu kigger I alle herop. Ikke røre ved jeres tastaturer, så gennemgår vi det først sammen”.
Store niveauforskelle mellem os deltagere, men Henrik fik efterhånden styr på de ivrige kursister.
Sammen fik vi løftet et par flige af hvad Lightroom rummer og kan. Afstikkere kom der også til videre billedbehandling i Photoshop.
Det var et par meget udbytterige lørdage – med klare ønsker om m e r e.
Det stod klart, at der er stor interesse for at forstå og arbejde med billedbehandling, og ikke mindst forstå og arbejde med opbevaring og katalogisering af billeder gennem Lightroom.
Blandt årets julegaveønsker vil der hos en del kursusdeltagere uden tvivl være gode, rummelige harddrives – á la Henriks 20 Tb LaCie.
8. klasse på Byskolen lånte os deres klasseværelse i den nye bygning. Gode borde og stole, masser af lys og en KÆMPE skærm til visning af Henriks øvelser og fremgangsmåder. Perfekt!
De medbragte klemmer gjorde samværet endnu mere hyggeligt og sjovt.
Stor tak Byskolen for lån af lokale og en MEGET STOR TAK til Henrik Schurmann for et informativt, vel tilrettelagt og -gennemført kursus.
(Svend Erik)