Omkring 35 medlemmer havde fundet vej til klublokalet i spændt forventning til Mads Peter Iversens foredrag om landskabsfotografering.

Mads er en internationalt anerkendt landskabsfotograf og velkendt Youtuber med over 150 000 følgere til sine mere end 300 videoer.
Så hvad ville han ’byde på’ til klubben?

I kort form bød Mads på spektakulære billeder fra nær og fjern.
Fortællingerne om billederne blev krydret med detaljerede gennemgange af kompositionsovervejelser, kameraindstillinger og redigeringsteknikker.

’Hvad vil du vise med dit billede’, var Mads’ gennemgående tema, og i forlængelse heraf; hvordan skal billedet så komponeres? Mads pointerede fotografen Ernst Haas’ udtryk om, at ”dit bedste zoom objektiv er dine fødder”.
Med andre ord, observér og flyt rundt til den ideelle komposition er fundet.
Mads’ kompositoriske overvejelser inspirerede medlemmerne til et væld af fototekniske spørgsmål om alt fra billedvinkler, forgrund/baggrund, objektivvalg, ISO tal, valg af blænde til billedredigeringsteknikker.

Mads’ ’speciale’ er fototure til Island, Færøerne og Lofoten.
Senest har Toscana i Italien sneget sig ind, og Antarktis er på programmet for 2024.
De hjemlige himmelstrøg kom også tydeligt frem i Mads’ billeder.

Samlet set nød medlemmerne et lærerigt og inspirerende foredrag.
Mange tak, Mads Peter!!!

(Svend Erik)