Gennem RNF´s dommeruddannelse sidste år hos KFAK, hvor vores medlemmer Lars A og Martin deltog og blev godkendt, fortalte Ove Lyngsie, at de afholder 2x om året et ”Billedbattle”.

Ideen med ”Billedbattle” er, at der deltager 2 fotoklubber, hvoraf en er vært og sørger for en dommer.
Begge klubber indsender et vist antal billeder (fx 59).
Under bedømmelsen bliver der så vist to billeder ad gangen på lærredet (en fra hver klub) i tilfældig side.
Dommeren har ikke set billederne på forhånd, giver kommentarer til begge billeder, og skal så udvælge det bedste billede.
Så kommer der en ny runde med de næste 2 billeder… det hele sker 59 gange.
Hver gang en klub har vundet, får den et point.
Til sidst vinder klubben med de fleste point.

KFAK var så venlige at give os en kopi af det program, som styrer billedvisningen for at kunne gennemføre ”Billedbattle” – tak for det.
Vi havde udfordret vores venskabsklub ”Helsingborgs Fotoklubb” til en kamp, og de havde taget imod udfordringen.
Lars A modtog alle billeder fra svenskerne og fra vores medlemmer (vi har bedt dem om at sende maks 3 billeder af deres allerbedste), så vi stod klar med 2×59 billeder til aftenen.

Et par medlemmer hentede 8 svenskere ved færgen, og kørte dem op til vores klublokale, hvor ca. 25 af vores medlemmer bød dem velkommen.

Ove Lyngsie fra KFAK var vores dommer og skulle vurdere de 118 billeder, hvilket han gjorde rigtig godt.
Når Ove bedømmer et billede, så fortæller han i starten, hvad han ser, hvad han lægger særligt mærke til og fortæller måske en lille historie, og som tilhører kan man følge rigtig godt med i dommerens tanker.

Efter de første 14 gennemgange stod det 12-2 til svenskerne, men så fik vi flere og flere point…
Til sidst var begge klubber meget tæt på hinanden – men vi havde som værtsklub vundet med 31 mod 28!!!
Pyha!

Det var meget spændende!
Svenskerne var også rigtig glade for arrangementet, så det skal i hvert fald gentages!

Tak for en meget god bedømmelse, Ove, og tak for en fin aften!