I aften havde vi besøg af Lisbeth Johansen, som er freelance fotograf, og som underviser en del i FOF.
Emnet var kunstfotografi med en relation til fotobøger.

Lisbeth gav en engageret og personlig indføring i, hvad kunstfoto er og hvordan den har udviklet sig.

Hun delte kunstfoto op i
– det serielle fotografi og
– det subjektive fotografi

Det serielle fotografi er en kølig, distanceret tilgang til motivet – der er ingen sentimentalitet eller subjektivitet i forhold til motivet, ofte billeder som gentager motivet eller et emne, f. eks. en række billeder af industribygninger.
Genren er opstået i Tyskland i 1920’erne som et modspil mod expressionismen.
Der opstår en skole i Tyskland – Düsseldorfskolen, som har fostret nogle af nutidens store fotografer. Blandt de fremmeste nævnes Berndt og Hilla Becher.

Lisbeth viste eksempler på billeder af fotografer i denne genre: Gursky, Rineke Dijkstra.
Og viste tre danske nutidige forografer med stærk inspiration i denne genre: Trine Søndergaard, Henrik Saxgren og Linda Hansen.


Det subjektive fotografi er meget det hurtige billede, et snapshot – ofte råt og ekspressionistisk. Det kan være uskarpt og nærmest abstrakt i sit udtryk.
William Klein er en af pionererne i denne genre, hvor han bevidst udforsker alle grænser i fotografiet.
Mest kendt for bogen Life is Good and Good for You In New York fra 1957.

Fra omkring 1980-erne bliver genren meget bekendelsesorienteret, og der arbejdes også med dokumentation af fantastiske historier.
Den japanske fotograf Araki og amerikanske Larry Sultan er eksempler.

Lisbeth havde medbragt en række fotobøger som eksempler på de forskellige måder at arbejde med fotografiet på.
I mange tilfælde blandes genrerne i disse bøger.

Lisbeth sluttede med at gennemgå sit eget fotobogsprojekt “Picture of the Yellow Sun”, som handler om hendes opvækst og hendes relation til en skizofren far.

En meget spændende og inspirerende aften. Tak til Lisbeth for det.

Her kan du se alle billeder fra foredraget:

 

og mere…

X