Inden aftenens program afholdt vi et forberedelsesmøde til vores næste projekt “En dag i Helsingør”.
14 medlemmer har meldt sig til at deltage.
Ideen er at tage billeder af hverdagssituationer i løbet af et døgn.
Martin og Svend Erik havde gjort et stort forarbejde med at kontakte institutioner og virksomheder for at få tilladelse til at tage billeder hos dem.
Vi fordelte disse opgaver mellem os, og så er opgaven desuden for den enkelte selv at finde gode motiver i løbet af dagen.
Det bliver en spændende dag.

Inden aftenens program var der tid til at nyde solen ude i gården og til at få en bid mad.

Vi havde bedt Lisbeth Larsen fra KFAK om at fortælle om, hvordan man arbejder med serier.
Lisbeth gennemgik en række serier, dels nogle af hendes egne, dels nogle fra SDF’s hjemmeside.
Og med udgangspunkt heri gav hun en række praktiske råd og anvisninger på, hvad der gør en serie god.

En god opskrift på hvordan man laver en serie:
• Identificer temaet for din serie
• Definer klart dit tema og hold dig til det
• Gør din fysiske opstilling og indramning så ens som muligt
• Fokuser på helheden (fra begyndelsen til afslutningen)

Efter en pause var det tid til at se på de serier, som medlemmerne havde indleveret.
Der var meget forskellige serier og vi fik alle gode kommentarer og råd.
Lisbeth anbefalede programmet “Faststone” som et godt redskab til at sætte billedserier sammen, så man kan se dem i deres helhed.
Efter denne aften bliver vi helt sikkert bedre til at lave serier.

Tak til Lisbeth for en meget informativ og instruktiv aften.