Foredrag Dolomitterne

Foredrag Dolomitterne

Aftenens program stod i bjergfotograferingens tegn.

Bo, Jes og Hanne havde hver for sig været i Dolomitterne.
Det blev til tre meget forskellige oplæg med hver sit udgangspunkt.

Jes viste inspirerende billeder fra to fototure, som han selv havde foretaget.
I foredraget blev der delt ud af gode rejseinformationer om særlige steder samt overvejelser om de fotografiske udfordringer ved at fotografere i bjerge.
Jes’ billeder var taget i dagslys med forskellige udfordringer i form af dis, skyer, mv.

Bo havde foretaget en ferietur til Dolomitterne i sommeren 24.
Han fortalte indlevende om de steder han havde besøgt samt udfordringerne med at finde parkeringspladser på grund af de mange turister.
Der var fine dronebilleder over Lago di Braies samt nogle flotte billeder af en nøddekriger og et murmeldyr.

Hanne havde været på en foto-workshop i 9 dage i 2023 med Hans Kruse som instruktør.
Der var 11 deltagere fra 7 forskellige lande, så workshoppen foregik på engelsk.
Det blev en særdeles lærerig tur med fuld fokus på fotografering tidlig morgen og aften samt undervisning og redigering i Lightroom om eftermiddagen.
Hanne viste et udvalg af sine fotos, hvoraf mange var taget mellem kl. 5.30 – kl. 7 om morgenen og ofte i ca. 2800 meters højde med delvis sne.

Selvom Jes, Bo og Hanne havde taget billeder af nogle af de samme landskaber, var der stor forskel i udtrykket, eftersom Jes og Bo havde fotograferet om dagen, mens Hanne havde fotograferet ved solopgang og ved solnedgang.

Det blev en fin klubaften, hvor oplægsholderne også kom derfra med inspiration fra de spørgsmål og kommentarer, der kom fra tilhørerne.

Tusind tak for jeres indsats og for jeres fantastiske billeder!!!

Foredrag med Lis Pinholt

Foredrag med Lis Pinholt

Denne klubaften kom Lis Pinholt (selv medlem af Fotoklubben Negativ) forbi og fortalte om makrofotografering.

Og WOW hvilken fortælling!
Hendes speciale er insekter, edderkopper og andet krible-krable i naturen, i hjemmet og alle andre steder. 
En række insekter havde hun indfanget og ‘dresseret’ til stilleben optagelser med kontrolleret lyssætning. 
Men meget tid bruger Lis i naturen med jagt på krible og krable i deres gemmesteder. 

Lis er en af landets fremmeste kendere af edderkopper.
Dermed har hun oparbejdet stor viden om deres og andre insekters gemmesteder. 
Jagten laver Lis med sit Canon kamera, bl.a. påmonteret det fantastiske MP-E 65mm 5x forstørrelse makro objektiv.

Lis’ foredrag var en uforglemmelig indsigt i insektverdenen og mulighederne indenfor makro fotografering.
Tusind tak Lis, du kan bare anbefales!!!

Rediger et billede

Rediger et billede

En gang om året laver vi øvelsen ”Rediger et billede”.
Meningen er at kunne se og inspirere hinanden om hvor forskelligt vi ser motiver og redigerer billeder.

Hver deltager (denne gang 15) afleverer 2 af sine billeder i RAW-formatet og også i redigeret version.
Og hver deltager modtager så 2 billeder fra andre deltager, som man skal redigere efter sin egen smag.
Man skal vise respekt for billedet og redigere det efter sin egen smag.
Derefter uploader man dem.

På aftenen vistes først den originale RAW-fil, derefter den version som fotografen havde lavet, og endelig de to andre medlemmers ideer til hvordan billedet kunne redigeres.

Det er hver gang spændende, hvordan billedet bliver tolket – især med beskæring, farver, fjernelse af ”forstyrrende” objekter osv.
Dem, der har redigeret billedet, fortæller, hvad der blev gjort og med hvilke programmer der blev arbejdet.
Der kom nogle ret spændende billeder ud.

Mange tak til de ca 20 medlemmer, som kom denne aften!

GDPR & AI regler

GDPR & AI regler

I løbet af de seneste måneder har klubben fået 5 nye medlemmer.
Bestyrelsen besluttede derfor at afholde et introduktionsforedrag i den første del af klubaftenen.

Steen og Martin, samt andre fra bestyrelsen forklarede klubbens kultur (vi hjælper hinanden, arbejder sammen osv.), kommunikation (hjemmeside, intern blog, intern Facebook gruppe).
Det blev også nævnt at man er velkommen til at danne grupper med særlige interesser (fx street, fugle osv.).

Efter pausen holdt Svend Erik oplæg om GDPR-regler for de ca 28 fremmødte medlemmer.
Vi begyndte med en quiz og viste 16 billeder, hvor der blev spurgt ind til, om fotografen burde have fået tilladelse fra personen/personerne på billederne.
Allerede dér kunne man se, at tilhørerne havde forskellige opfattelser af situationerne.
Spændende.

Derefter viste Svend Erik et par sider med enkle forklaringer (som jo er godt), på de opstrammede GDPR regler, og hvornår man skal have en godkendelse før man offentliggør et billede, og hvornår det ikke er påkrævet.
Men det er svært.
Der er sket to store ændringer i GDPR reglerne mht fotografering og offentliggørelse af billeder:
• Ved offentlig deling af billeder, sondrer Datatilsynet ikke længere mellem portræt- og situationsbilleder
• Er der genkendelige personer på billederne, betragtes de nu som behandling af personoplysninger

Denne skærpelse betyder groft sagt, at man må ikke mere må offentliggøre billeder af en gruppe genkendelige mennesker i det offentlige rum, uden at få deres tilladelse!
Det første nøgleord er “genkendelig”, dvs at billedet kan benyttes til at identificere personen/personerne på billedet.

Noget modsætningsfyldt og uklart hedder det også, at man gerne må tage…..
• Billeder af publikum til en koncert
• Billeder af besøgende i en zoologisk have eller lignende
• Billeder optaget under en fritidsklub eller forenings udfoldelse af aktiviteter
Den altoverskyggende bestemmelse, er, at “Som fotograf er du personligt ansvarlig for, at billedet deles på et lovligt grundlag”.
Reglerne er mao ‘uldne’ og op til fortolkning.

Et spørgsmål er derfor, om det betyder, at man ikke længere må offentliggøre billeder af seværdigheder, bygninger osv., som indeholder personer der kan “genkendes”?

Er man i stedet i fx en zoo, Tivoli osv, altså steder, hvor man betaler for entreen, så må man godt tage billeder uden at få tilladelse fra personer, der måtte indgå i billedet.
Det samme gælder, når man fotograferer en forening i sin udøvelse i offentligheden (fx et stafetløb).

Men – tager man derimod et portræt af en person, eller et billede hvor der er en genkendelig person på billedet, skal man have godkendelsen, uanset, hvor det blev taget!

Så det er stadig væk ret forvirrende.

Betyder det så at det er slut med fx street fotografering?
Det syntes deltagerne ikke – nu skal man bare være mere kreativ!
Man kan fotografere folk fra bagsiden eller fra siden (dvs. hvor man ikke kan identificere dem), i silhuet, eller sløret eller uskarpt.
Kan man se en persons ansigt klart og tydeligt, kan man fx ændre ansigtet (fx med AI), så de er ikke mere genkendelig.
Det kan dog være problematisk, hvis billedet skal benyttes i en foto konkurrence.

Man må gerne tage billeder i det offentlige rum til eget/privat brug. GDPR-reglerne drejer sig jo om offentliggørelse af persondata (som også er et billede).

Til emnet “AI” kom vi så ikke mere, det bliver til en anden gang…

Foredrag – Nicolai Howalt

Foredrag – Nicolai Howalt

Så havde klubben besøg af fotograf Nicolai Howalt.
Nicolai fortalte medrivende om sin mangeårige karriere som fotograf og kunstner, og om de mange forskellige projekter, som i årenes løb har bragt hans værker ud i verdenen i form af bøger og udstillinger.

Undervejs i aftenens foredrag understregede Nicolai at det ikke nødvendigvis er det teknisk gode billede, der er det mest interessante – det kan ofte være nogle af de fotos, som man i første omgang har forkastet, som viser sig at rumme en visuel oplevelse.
Det har været tilfældet med hans “Light Break” projekt, som blandt andet udsmykker Sønderborg Gigthospital.

Nicolai eksperimenterer med fotografiet som medie med alt hvad det indebærer af lys, kemi og tryk på forskellige flader.
Print på forskellige typer papir kan give det samme fotografi et meget varieret udtryk, hvilket hans værk ” Old Tjikko” er et eksempel på.

Hans igangværende projekt om svampe fik vi også et lille indblik i.
Det blev en meget inspirerende aften med et super engageret publikum, som havde mange spørgsmål til hvor Nicolai får alle sine idéer fra.
Svaret var nysgerrighed og mødet med andre mennesker.
Wow!

Foredrag om brug af mobiltelefon til foto

Foredrag om brug af mobiltelefon til foto

Det er altid fint når et af vores klubmedlemmer tager initiativet og står for en klubaften.
Denne gang var det Klaus, som fortalte om fotografering med mobilen.

Han bruger tit sin mobiltelefon (Samsung S24) for at fastholde de særlige øjeblikke.
Og man kan tilsyneladende gøre mange ting i dag – især med hjælp af AI!

Klaus viste os eksempler med og uden AI-hjælp for at få fx en bedre kontrast i himlen, fjerne nogle genstande eller personer, og danne en anden baggrund.
Det er meget fascinerende, hvad man kan gøre i dag!

Så tænker man nogen gange, om det overhoved giver mening at man fortsætter at tager selv billeder og redigere dem derefter…
Men – håndværk kan ikke erstattes!
Desuden elsker vi jo fotografi – så det vil ikke ændres!!!
Men hvis man er smart, så kan man jo sagtens bruge hjælpen af AI (og var det ikke sådan ved siden man brugte redigerings-programmmer???).

Mange tak Klaus for dit fine foredrag, det var meget lærerigt!!!