Vi var 9, der deltog i årets sidste fototur, som gik til Malmø.
Vi tog med toget – en rejse på 1 1/2 time fra Helsingør, men så blev der også snakket igennem om mange forskellige fotoemner – og selvfølgelig også andre interessante ting!

Ankommet til Malmø i meget flot solskin – som faktisk holdt hele dagen – gik vi op til Gamla Staden, hvor Hanne skaffede os nogle kort, så vi kunne orientere os i byen.
Der blev givet tre benspænd: detalje, street og Turning Torso.

Vi gik ud i området i mindre grupper.
Det var en lørdag formiddag med mange mennesker på gaden, som gav fine muligheder for streetfotografering.

Efter et par timer mødtes vi på Lilla Torget, hvor der er mange spisesteder, og vi endte med at få indisk mad – kraftigt krydret!

Så gik turen til vores anden destination: Turning Torso, som ligger i en helt ny bydel i det gamle havne/værftsområde, og som er vokset frem siden ca. år 2000.
Og der bliver stadig bygget rigtig meget.
Gåturen derud var lidt lang gennem områder, som ikke var så interessante.
Men når man kommer tæt på Turning Torso, bliver man ganske overvældet af bygningen.
Den er 190 m høj og er Europas højeste byggeri med boliger.
Den rummer kontorer, 140 boliger og konferencelokaler på toppen.
Det var midt på eftermiddagen og solen var på vej ned.
Det gav et flot lys og nogle flotte spil i den hvide bygning.
Der blev taget rigtig mange billeder af torsoen – og så begav vi os mod kysten, ca 1/2 km.

Der ligger en lang promenade med mange flotte bygninger og trappeanlæg, som indbyder til at slå sig ned og nyde den flotte udsigt mod Øresundsbroen.

Det blev til en kop kaffe og en is, inden vi begav os tilbage mod stationen.
Vi fulgte en noget mere spændende rute denne gang.

Godt trætte kunne vi sætte os i toget igen på vej hjem.
Tak for en rigtig fin og meget hyggelig tur.