På en strålende forårsdag med høj sol, let vind og tusindvis af glade mennesker blev Royal Run en folkefest af de helt store i Helsingør.
Én dronning, 17.500 løbere, 32.500 tilskuere – og 11 engagerede fotografer fra fotoklubben var med til at forevige dagen.
Fra formiddagen og helt frem til Dronning Mary krydsede målstregen omkring kl. 18.15, summede byen af liv, energi og begejstring.
Kameraerne arbejdede flittigt dagen igennem, og både klubbens fotografer og de mange pressefotografer fulgte intenst dagens højdepunkter.
Særligt omkring Dronningen var der konstant aktivitet, hvor fotograferne som en sværm af travle bier kæmpede om de bedste øjeblikke og billeder fra den historiske dag.
For fotoklubben blev Royal Run ikke blot en fotografisk spændende opgave, men også en stor oplevelse og en anerkendelse af klubbens arbejde.
Det var en glæde at bidrage til dokumentationen af det, der meget vel kan være den største begivenhed, Helsingør Kommune nogensinde har afholdt.
Samtidig understregede dagen det stærke samarbejde mellem kommunen og klubben. Gennem de senere år har klubben modtaget en lang række invitationer til at deltage i og dokumentere lokale arrangementer, og Royal Run blev endnu et eksempel på den tillid og anerkendelse, klubbens fotografer mødes med.
Dagen gav også ny energi til klubbens arbejde fremadrettet.
Synligheden omkring indsatsen styrker både kendskabet til klubben og forståelsen for værdien af aktive fritidsfællesskaber i kommunen.
Alt i alt blev Royal Run en lang, intens og meget vellykket dag – fyldt med fællesskab, store oplevelser og masser af billeder, der vil leve videre længe efter målstregen var passeret.
(Svend Erik)














